Min farfar, han startede hans karriere på Heden, Øst for Jøring, som hyrtedreng.Senere hen så kom han ind til militæret i Aalborg og lærte at læse og skrive.Og da han så blev pensioneret som løgtenand, så gik han ud fra militæret,og så brugte han sine samlede erfaringer og startede Aalborgs første danseskole,K. Christensens Danseinstitut.Så jeg er født ind i en danselærerfamilie.Det er vild med dans.Men det er ikke særlig sjovt, når man både er platfodet og har dårlig holdning.Men vi skulle gå til dans, så jeg gik til dans.Til jeg var 13, så fik jeg lov at holde, fordi min farfar, han døde.Men ellers, jeg husker ham mest som en gammel mand, der sad i en rullestol,og han havde allerede overladt gageften til min farbror Børge.Prøv at forestil jer.Hver eneste onsdag hele sin barndom, vi gik jo til dans på Kompagnihuset.Vi gik gratis, mens resten af byens befolkning gav penge for det.Prøv at forestil jer, hver onsdag, at blive taget ind på midten for at vise det, der er forkert.Men der var en anden side af min farfar.Som ældste mandlige barnebarn, så var det selvfølgelig mig, der fik lov at køre hans rullestol,når han skulle op på ÅB's gamle baner og se cricket.Han var gammel cricketspiller.I 20'erne var han på førsteholdet der.Og han havde stadigvæk......et kendt ansigt deroppe, og han var den første i byen, som kunne bole rigtig overarmsboglet.Han gik under navnet Overarms-Christensen.Og det var en stor fornøjelse for mig, at køre Overarms-Christensen til cricket.Og så bagefter hjem, og så blev han sat hen i kanappen igen, og så......så kravlede jeg ned under det store marhonibord, og der sad hele familien.Og det eneste, jeg kunne se, det var 12 par blanke sko.