Det er nåd i loften, jeg ved ikke hva,
som forskenskåren har mistet hver blad.
Det er nåd i loften, som rosene ståften,
som fålene fryd.
Skønt rosen er falmen,
og fålen er dragen mot syd.
Det
er nåd i loften, som gør meg så glad,
som frisker mitt hjerte i ungdommens bad.
Det er nåd der inne, i strålene minne,
med kæreter og sang.
Og mjolen derhjemme, derhjemme,
hos moder en gang.
Det er nåd i loften, et
barndommens bud,
som løser imot meg som stjernen fra Gud.
Som leder meg stille, til frelseren lille, med
barndommens fryd.
Skønt barndommen flygte som fålen,
der reiste mot syd.
Kom til oss, alle du har i tidens trått.
Om lakken er gylden, og om året er grått.
Udbred dine ender,
mens løsene brænder,
og skenk oss din fred.
I evig, av
evig er gleden,
når du fører med.