Vandet i vandhullet er tørret ude,
og solen har slukket sin glød.
Manden med len har sin bud,
det lugter af misvækst og død.
Kredsopper her over det svidende land,
krytten er tom og sindene i kå.
Propheten truer med bål og brand,
skriften flammer,
luk den bål.
Nårgen strammer garnet,
kvæler du jo barnet.
Kom nu,
gør dig fri
af skammens og skyllens tyranni.
Jorden stønner af unbehag,
fiskene klapper kælderne i.
Den fortabte søn er vendt tilbage,
sminket som et sminket lin.
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet.
Kom nu,
gør dig fri af skammens og skyllens tyranni.
Okser trækker bjørnen i bur,
de knirker i historiens hjul.
Om lidt er det dig,
som står for tur,
der er ingen steder at krybbeskjul.
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet.
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet.
Kom nu,
gør dig fri,
viraglernes tid er endnu ikke forbi.
Viraglernes tid er endnu ikke forbi.