Det startede som en skelven på nederdæk
Og fyldte os vel mere med undren
end med skræk
At dette fartøj kunne springe læk Var fuldstændig ubegribeligt
Man havde sagt os at skibet var
verdens mest sikre Og nærmest synkefrit
Du tog vor foto af barnet,
dine smykker og din hat
Jeg tog en trøje,
jeg tænkte at havet var koldt i nat
Da vi kom ud af kahyden og så hvor hurtigt vandet strømmede ind
Så jeg en tårer,
eller var det måske en dråbe havvand på din kin?
Vi fulgte pile som angav,
hvor redningsbåden lå Skønt det
faktisk var første klasse vi kom op på
Vi var ret mange,
men stillede os pænt op efter tur
Der var vel bare en herr fra tredje klasse,
som savnede lidt køkultur
Vi mødte en mand, som vi hilste på i går
Han præsenterede sin kone og en datter på 14 år
Da vi kom op sagde kaptejnen at redningsbåden ikke kunne hejses ned
Visste nok nogen kæder,
der manglede var,
hvad jeg forstod af hans besked
Vi fik et gratis glas champagne i barn
Vi skålede for imperiet og for hinanden
Nu begyndte skibet at synke hurtigere,
og slagsiden var temmelig stor
Der var mange,
der sprang i vandet,
men vi besluttede at blive ombord
Så vrimlede rødderne frem og begyndte at svømme væk
Vi holdte hinanden i hånden og blev på det skrånende dæk
Vi tænkte,
at havet er alt for stort og koldt og vildt
Og hver en chance for plads i redningsbådene var for længst forspilt
Nu spillede skibets orkester nærmere Gud til dig
Det føltes mærkeligt, men typisk for vores tid,
tror jeg
Vores aller sidste gnist af håb er nu brugt op
Vi går til bøns,
hvor vi står,
men flaget,
det går til tops