De fandt sine smit i en skrælsband,
mellem håbløse drømme og tarte illusioner.
De genkendte smerten,
som man ikke taler om,
som ingen af os ved hvad det er.
Men hun var ung og låbene og lignede en stjerne,
det var noget de forstod sig på.
De gav hende alt,
hvad hun ikke havde brug for,
og resten kunne hun altid få.
Og hun fik det hele på en enkelt nat,
og mistede alt hvad der var noget værd.
Da hun til sidst ikke vidste hvem hun var,
var hun utrolig populær.
Hun spillede jo rollen som uskyldig justerisk,
og hun spillede jo altid med.
Tagte ud om alt,
mens aviserne skrev side om og ned.
Det er altid for sent.
Med dig begynder alt spændt.
Med dig
er alt forbi.
Pludselig en dag var hun bare for meget synts vennerne og forsvandt.
Og alle var enige om,
at hun var kroket for ked og intrigant.
Men aviserne,
som kørte hende op,
fulgte trofast.
Medenede i skidtet, så langt de kunne nå.
Såldte ud igen på, at skrive hvad der passede.
Plus alt det de selv fandt på.
Jeg sidder stadig der på tredje række i en udbrændt biografi.
Bjergene brugt sammen med drengene for grund for os,
der mest er tilhæbige og i tvivl om,
hvad de skal tro.
Men de tror, hvad orden hun siger.
Der i mørket om gnuste
hjerte og urolig kærlighed.
Hendes skrøbelige stemme trænger ind under ledder.
Jagernes ensomhed.
Det er altid for sent.
Det er altid for sent.
Det er altid for sent.
Med dig begynder al, med dig.
Det er altid for sent.
Det er altid for sent.
Det er altid for sent.
Med dig begynder al, med dig.
Med dig begynder al,
med dig.
Med dig begynder al, med dig.
Med dig.
Er alt for sent.