U i piger,
u i piger,
hør nu efter hvad jeg siger,
for når I ligger jeg på hjerte,
vil I undgå mig en smerte.
Jeg vil synge om hvordan det er gået den stakkelshanne,
stakkelshanne,
stakkelshanne,
som i himlen nu måne stande.
Hendes navn var Hanne Goske,
hun var 18 år til påske,
hendes ansigt er svær hver edder,
bare som tyk mælk og rødbider.
Kors var kunde hanne valse,
for de gjorde lange halse,
lange halse,
lange halse,
hver gang hanne skulle valse.
Hun var kærest med en maler,
mellem os en svær udhaler,
og han malede planke værker,
deri han gjorde underværker.
Men af kærlighedens følelse,
hanne fik en slem forkølelse,
en forkølelse,
en forkølelse,
som kom af kærlighedens følelse.
Det var midt i vinterens dage,
sneen lå på frosne tage,
det var even blevet morgen,
den slog træ for runde tårn.
Der trådte hanne ud af kæden,
ned ad panden trillede sveden,
trillede sveden,
trillede sveden,
som hun havde fået i kæden.
Ømt hun støtter sig til vennen,
ham de ved nok maler svenden,
månen kærligt for *** lyser,
sneen knitrer,
hårdt det fryser.
Op på volden de spacerer,
hun i tynde bandoléer,
bandoléer,
bandoléer,
i sli en kulde,
næl af værer.
Til en bænk i morgenhile,
hvor de stille søgte hvile,
så på stjerner og planeter,
og på andre rariteter.
Med hinanden omkring livet så de over perspektivet,
perspektivet,
perspektivet,
med hinanden omkring livet.
Da hun opseg ville rejse i hans arm,
hun måne dejse,
svært hun spredede uden nytte,
fod kunne hun ej flytte.
Ti af pullen,
så var solen,
frosset ganske fast til volden,
fast til volden,
fast til volden,
var af kulden,
frosset solen.
Det blev ej en dans på roser,
hun måtte vandre hjem på hoser,
dagen efter blev hun dårlig,
nu i himlen har hun bolig.
Piger deraf kan i lære,
gå ej ud i bandoléer,
bandoléer,
bandoléer,
når det fryser under i laverer.