Hun er født en sommeraft med regnestuff fra en solbakvej
Han må med grånlæt smil,
hun sagde hun ligner 5. maj
De kaldte hende for solbakke og skræbet lidt specielt
Det blev hun bare stærkere i,
så far det slår hende ikke i hælp
Hun var vel og den vilde,
og hun legede mest med dreng
Brun hår,
grøn øjne og spillede guitar uden streng
Og var man næsvidt som kring hendes navn,
fandt man sig et kvæloptag liggende ens farvn
Hun fik skrammer under hver sti,
flest var selvforskyld Hun levede af
eneste dage og fik sit hjerte fyldt
Af kærlighed,
styrke,
glæde og selvtillid Hun rejste i verden,
for der var meget hun vil vide
Og det vi kan lære,
både du og jeg,
nyde livet som solvej
For vi får kun dine liv,
det er dig der dikterer,
det er dig der skal det bestemme
Og det vi kan lære,
både du og jeg,
nyde livet som solvej
For vi får kun
dine liv,
det er dig der dikterer,
det er dig der skal det bestemme
Hun så solen gå ned, ja hun så solen stå op
Og hendes hårdt hjerte tæppede til en albeter
I flabbet folk fik kamp til hårde spids
Hun trak stikket ud på undervendig stress
I hendes hvil af kul var der fred fra jordens døg
Med Emil fra Løneberg var bølgerne gik høj
Hun fik en børn,
men hun græd når vinteren gjorde
Hun sagde du skal leve *** liv hver eneste år
Hun så alt det hun vil se,
ja hun så faktisk meget mere
Hun fandt ud af verden af andet end jord og lir
Hun levede i 100 år og døde med et smil
På gravstenen står der solvej,
tager det vildeste vil
Og det vi kan lære,
både du og jeg,
nyde livet som solvej
For vi får
kun dine liv,
det er dig der dikterer,
det er dig der skal det bestemme
Og det vi kan lære,
både du og jeg,
nyde livet som solvej
For vi får
kun dine liv,
det er dig der dikterer,
det er dig der skal det bestemme