Ses på mig og an,
Hun står læne til sin stok,
Og hans blik bølger dansende par.
Ned i vesten er mennesker,
I drengsvæn der,
I lyshårene han ser.
Og han stiger lidt mere,
Når hun svinger rundt i dansen,
Med sin kavalier.
Hans hjerte er bange,
Blad og hans skinn bliver rød,
Da han øder hendes blik på læge.
Han lukker sine øjne, Og han husker endnu,
De baller, hvor han selv dansede ud.
Han husker dansen, hvor han elend traf,
Hun den skønneste, han havde set.
Igen kan han huske hendes glade smil,
Da de vivlede rundt i en vals.
Hans hjerte er bange,
Blad og hans skinn bliver rød,
Han visker mod den røde hals.
Jeg skrummer,
og Anton spørger dig,
Vil du gift dig med mig nu?
Du behøver bare sige ja eller nej,
Men sig mig det straks i dag.
Jeg har købt en billet til Amerika,
Og båden kan vi altid nå.
Emil,
jeg vil have dig med,
Da jeg stadig vil vente at få.
Blod skum af,
og Anton er alvorlig nu,
Jeg kendte dig nette før.
Du virker så stor og stærk og tryg,
Du er alt som en mand han bør.
Men mit far og mor,
de behøver mig nu,
Så jeg må vente på dig her.
Anton rejste til Amerika,
men hun må ikke blive der.
*ken er stoppet nu er dansen slut,
Anton ser sig forvirret omkring.
Den lyshåremme hun er borte nu,
Og drømmen er det ingenting.
Der er vokst af en,
der tog i Antons arm,
Og siger nu det er tid at gå hjem.
Så kender de rundt mod byen i glæder,
Til kommunens flæde hjem.
For skum af,
og Anton var en gammel mand,
Da han kom fra Amerika.
Og Emil,
ja,
hun var allerede der,
Men vinder kan han stadig have.
Og endnu,
han husker hendes glædesmil,
Da de vivlede rundt i en vals.
Hans hjerte banker,
og hans køn bliver rød,
Som da han viskede mod hendes hals.
Som da han viskede mod hendes hals.