Det var hårdt at bo i Vemmen, alt gik neden om og hjem, og Rydde Wolle brugte rup og stup, en forsikring stor og dyr, 30.000 i gebyr, skulle han af med for at sikre Wolles knup, pludselig sagde konen kort,
Wolle, hvis du nu går fort, så får jeg udbetalt en kæmpe tjek, Wolles hoved den blev rød, og han lignede mest en død, da han lugte viski, sendte han døden væk, for det glemte Rydde Wolle han var død, hans næse den blev næsten mørkerød, og fra sengen råbte han, Wolle er en stadig mand, jeg må have en lille en, hvis jeg skal dø.
En sæt visk i en kop var med Adder Wolle op, og han blev lagt i køjen i sit tøj, og da næste morgen kom, skålede de gammel rom, for nu vidste de at han kun var lidt sløj, han stod op med en fald om kul, stadig frisk men temmelig fuld, så han blev lagt i kisten i en sæk,
mens chaufføren som skulle køre, sagde I må der være skør, jeg vil have betaling, før jeg kører ham væk.
Da glemte Rydde Wolle han var død, og næsen den blev næsten mørkerød, tvivler du på min kredit, ved du nok fra tid om lidt, du har hellere at køre, hvis du ej vil dø.
Så begyndte han at køre hen mod kirkegårdens dør, og naboen trøstede Wolles enkefrue, Wolle kørte på en bil, hen hvor han nu skulle hvile, man troede det blev Wolles sidste tur.
Inden der var gået døgn, råbte han det skal være lov, jeg er trods alt en stedig gammel mand, og man hørte ganske svagt Wolles bakke låget af, og hurtigt sprang han op på gravens kant.
For det glemte Rydde Wolle han var død, og ud af kirkegården staks han skød, at folkene løb væk, de der ikke lød og skræk, inden der var det glemte han var død.
Undertekster af Amara.org fællesskab