11. februar.
Forst i munden manglede han en tand.
Den sad på en bøjle, som lå på bordet.
Jeg kan ikke huske om den stadig lå der,
da vi kyssede.
Han havde været oppe at slås.
Stjålet fra kassen.
Narko.
Nu fældede han træer og sparet op til en ny tand.
To år efter ringede han til mig.
Jeg lå
i verdens største seng.
I en lejlighed i Brooklyn, som ikke var min.
Jeg passede katte, som jeg ikke kunne lide,
og en skildpadde.
Han var lige kommet hjem fra et hospitalsbesøg.
Et selvmordsforsøg.
Havde vi telefonseks den dag?
Jeg
husker kun,
at solen lyste gennem de lyserøde gardiner,
og at han stemmelede af svag.
Vi var to hverdener,
som mødtes i luften et sted mellem Pennsylvania og Brooklyn.
Vores eget lille luftrum.
Og efter år havde vi disse udløsende luftige møder,
og ville gerne ses på jorden med at tale udenom.
Vores verden eksisterede kun i lydbølgerne.
I vibrationerne fra vores stemmer.
Fra vores køn.
27. oktober.
Joe sover hos mig i forgårs.
Vi bollede fem gange.
Jeg kom de fire.
Det gjorde han også.
Joe kan tage fat.
Han synes, min overflåd er luksuriøs.
Og jeg øsler mig bort til hans begær,
og føler, at min plads i verden er berettiget.
Han er en panter.
Blank
og adrat.
Jeg er en volumjøs venus.
En hvid chokolademus i evige mængder.
Vi siver ind i hinanden uden nogensinde
af efterladet permanente aftryk.
Vi siver ind i hinanden.
Vi siger farvel.
Indtil vi siver ind i hinanden igen.
En slags omsorgsarbejde vi udfører.
For os selv.
10. november.
Jeg kendte en gang en slagter fra The Bronx,
som læste Kafka.
Jeg tog ham i røven med en lyserød dildo.
Han havde en hund.
Jeg kan ikke huske, hvad han hed.
Han gik på aftenskole og studerede lidt økonomi.
Og nogle gange instruerede han hiphop-videoer.
Vi drak øl af store flamingokopper på den brunske bar.
Han gav mig gosehud.
Vi så gutfællers og snævede på hans sofa.
Vi tog sopvejen sammen.
Han lavede en kyllingret til mig.
Med karry.
Han forsvandt.