For nogle år siden, der boede jeg en lang periode på Sicilien, 80 km vest fra Palermo.
En lille by, der hedder San Vittolo Carpo.
Så sad jeg i det hus, vi havde lejet. Jeg sad ude i haven, jeg sad under olivensræden.
Men solen var ved at stå op og give farve til dagen.
Fruen lå og sov inde i huset, og ungerne sov.
Og så lige pludselig, så blev jeg ramt af øjeblikket.
Fuldstændig let og lykkelig var jeg.
Og så kom den her sang flydende til mig.
Den gav sig selv til mig.
Og jeg trylede selvfølgelig øjeblikket om at blive.
Men øjeblikket er at blive en flygtig fætte.
Den er altid på vej videre.
