Så blev vi selvfølgelig ældre, og så rykkede vi lidt længere hen af havnen, ikke hen mod Jomfru Anegade.
Og lidt længere hen, der lå der et værtshus, der hed Geva.
Og Geva, det var sådan et sted, hvor man kunne få ryddet over- eller undermunden.
Og man kunne også få kaffe.
Og det var der, man mødtes til sidst.
Og alle ***, som ikke havde fået scoret sig en kæreste i løbet af natten i Jomfru Anegade,
de sad altid yderst med solbriller på og lignede Lou Reed på en god dag.
Og så sad vi andre længere hen mod midten.
Jeg har en sang, som altid minder mig om det værtshus.
En sang, der handler om at låne håbet.
En sang, der hedder Dansengård.
