Om nødborger jeg kvæde vil indvise
kun en jævn og lille simpe sang.
Holmens gamle rønder vil jeg frise,
der jeg selv i bukken lå engang.
Hver en blæt herude rummer minder fram de helde som på havefog.
Her skænder sommer solen skinner på de røde talende bor.
Fjerde Kristian med det ene øje,
som det mass den stod i røg og damp.
Tog det med komfort,
nej så nøje i hans flæbesko,
og der er jeg lidt svamp.
Men vi elsker dog de guldene længer,
hvor det grønne mos og tal går.
Alle Holmens folk med hjerte hænger ved de gamle husene bor.
Nå på lang fart med den stolte skuder,
Holmens glade gutter dro afsted.
Sukkemor jub' for sin dreng derude,
og en lille pige sukke med.
Mænd og hjem de vandt med frigaten,
og i flot vest ind i tjat til bord.
Blev der højt tilofte hele natten,
i de lave støjne bor.
Skat en grå cementbeton for trænge,
Holmens gule byne fy for fæng.
Jeg og Bjørnekes raske drenge,
stemmer i til Monharmonikan.
Væk med bær, en høj og grim kaserne,
København og synge med om det bor.
Vi vil
altid stå på vagt og værne,
om de gamle minder inde bor.