Nå til det til hinanden,
de farver blomster små,
de mundre fugle kæder på hverdre.
Nu er det jordens børn,
deres øjne er opslået,
nu smejler en medhusforhold ved vandre.
Den kæde af Gud skaber den mindste ord man er.
Han føder fugl og markens lille klæder.
Dog menneskens børn har han allermest kære.
Gud ånder på øjet,
når det græder.
Gud'
søn var selv et barn,
og på kryddes strå han lå.
Hans våbe stod,
og jord foruden gænge.
Guds himmel og is frø
har han lovhavet i små,
og blomster fra paradisens senge.
Gud'
søn har os så kære.
Han er børnenes ven, han er den store.
Han bærer barnet op til Gud på armen.
Han står med håbet tvang,
da han vandrede på jord.
Han er børnenes lege, han er barn.
Godt du er som os velsenede,
og to fang de små.
End morgens seng,
vi dig i paradisen.
Du lærer det os til Gud,
hvor øjne er opslået.
I vind og le hver gulv af prisen.