For verden den var mere end status quo
Havde hun en elsker, og hun var ham tro
Og om dagen gik de rundt som en kliché
Han var en ensom mand, så det blev ved dag
De mødtes kun som kvinde og som mand
Når solen sov ved nat i skyggelag
Og de elskede vildt og ud og indenom
Men fortryllelsen brædde
Når morgenen kom
Og hun var månen selv
Og han var uld
Han var uld
De smeltede sammen drømmene
I livet krop mod krop
Måne ud på bjergens tårn
Og dagene og nætter går mod død
Det eneste lys han så var hendes glød
Der kom aldrig nogensinde
Månen lys og daggry frem
Der hævede forbindelsen
Der lå over ***
For hun var månen selv
Og han var uld
Ja, han var uld
De smeltede sammen drømmene
I livet krop mod krop
Og hun var månen selv
Og han var uld
Han var uld
Ja, han var uld
Og de smeltede sammen drømmene
Og dagene og nætter går mod død
I livet krop mod krop, måne ud på bjergenes tårn.