Jeg vil stå som jeg længest imod,
når jeg er nedtrykt og prøvd.
Hjemme i byen jeg lengten gangen får lov,
ligger den fri flyggeplett.
Barndommen solytter deges mannhet,
det er den mønteråret.
Often i drømmen jeg leger igjen,
det er den mønteråret.
Og nå skal jeg stå ved den eldgangende rom,
huvudet mitt sitt med en lindvanne rom.
Tanker om himlen og får lov til at dro,
det er den mønteråren.
Landet er en rådgang i senere år,
landet er et vår års kring.
Minnerne kommer og minnerne går,
her gikk min deiligste tid.
Barndommen solytter deges mannhet,
det er den mønteråret.
Often i drømmen jeg leger igjen,
det er den mønteråret.
Og nå skal jeg stå ved den eldgangende rom,
huvudet mitt sitt med en lindvanne rom.
Tanker om himlen og får lov til at dro,
det er den mønteråren.