Jollebåde til dæmperbøkke,
her i mørkes og dødens skøkke.
Det er det lys, som aldrig slår,
Hjerter de stierne moln på flåd,
åbner udsigten fra de lave trøster,
mildt
alimeldem gravet.
Hjollebådet i vinterhåndsvogne, det
er Gud Faders varme ånde.
Menneske faldet til frælsevind,
menneskes
ædel på ny er kendt.
Hjertes ret til at kæmpe og vinde evigt,
fastslår trådsbær i fjerne.
Jollebåden og
ståm og tråd,
den mildt
afgiver fred på jord.
Fred til at strider vor strimad mod,
fred til at vente på
enden guld.
Trøjt under madbøger,
døblidt sove,
fred fra
både i går og i morgen.
Det
lamte og græde,
det er væltet til evig glæde.
Glæder et akum,
dummenneskets hjælp,
stinger enormt i nåd i nælp.
Og kun trøst i hvert Gud
og give løftigt
hoved og tak for levert.