Hans leder der, der er skærmen,
med knuden om sin hånd,
med lederlap fra øjet
og om sit sko et bånd.
Det er så mænd, Jens Leinman,
der er sindsurenødt,
med hamren må forvandlet i vores del til bryd.
Råber du en morgen i alle første gry,
og hører hamren klinge på ny, på ny, på ny.
Det er så mænd, Jens Leinman, på sine gamle ven,
som hopper vilde knis, der hamrer en våde ben.
Og hælder du til stedet,
da fondens billede strand,
og møler du en
old vrind, hvis øjne står i vand.
Det er så mænd,
Jens Leinman,
med halm og ben og knæ,
den er der ved at vinde mod frosten et nære.
Og vinder du bevæget
i byer og i vest,
mens aftenskærmen skælver af kulde i syvest,
og klinger ham og slæge, der vågner danske nær.
Det er så mænd,
Jens Leinman,
som endnu sidder deroppe,
så jævne har for andre den vanskelige vej.
Men der er det mod julen,
der sælger armen ej,
vi var så mænd,
Jens Leinman,
han hopte hamrendt.
Bare må overhenne i kolde søndag,
der står på kirkegården et gammelt frønning.
Det er heller slemt til siden,
når varlingen er slæbt.
Det er så mænd,
Jens Leinman,
hans liv var fuld af spænd,
men på hans dag i kølen,
han gav ham aldrig hænd.