Jeg kender en maler,
en god kammerat,
med skæmter med løger i munden.
Til råd og til dåd er han altid parat,
for alvor ham ligger i grunden.
Fra morgen til aften han passer sin dønt,
for arbejde ved vi jo alle er sundt,
og slides da mod,
om det skal løbe rundt,
det gælder af imens for en maler.
Han kommer omkring i det jævneste hjem,
så vel som Patricie og Salem,
og får han af godt folk en skyldeligt slim,
han smiger *** alle i talen.
Er kammerat inden stramtandet og striks,
er husassistenten jo mundt og fiks,
nu giver ham en øl og en kaffe med kiks,
har stunder med kys til sin maler.
Det hænder at han som en fin diplomat,
må stå mellem husvært og lejre.
Den ene vil ***,
og den anden vil dat,
men maleren klarer de grejer.
Han skærer igennem det hele på styr,
med pensel og farver,
han huset fornyer,
og husværten sukker,
han er jo lidt dyr,
men jeg er dog glad for min maler.
Det hænder til tider han går sig en tur,
lidt må man jo sig rekreere,
så drager han ud i den frie natur,
for der er jo nok at studere.
Der finder han farver i strålende velv,
og *** har vor herrer skam afstemt med hel,
og over det hele står himmelens tjel,
så blåser det fryd og en maler.
Han ser med beundring den højere kunst,
og aner hver kunstnerisk evnen,
men bejler selv ikke til musernes kunst,
men holder sig mest på det jævne.
Og dog kan det ske,
at han fusker deri,
og stunder med held,
men se,
det er fordi,
man ikke det skønne kan sløv gå forbi,
slik ikke hvis man da er maler.
Han nynder en vise,
han synger en sang om aftenen blandt kammerater,
og der får han rigelig luft for sin
trang til glæder i større formater.
Og løgerne går i den lystige flok,
men heldigvis går de jo aldrig amok,
for der er en streg,
og den kender jo nok til fulde hver rigtige maler.
Men spørger i efter adresse og navn,
ja,
hans vil i aldrig erfare.
Han bor i provinsen og i København,
og resten må selv så den klarer.
I finder ham skiftevis,
finder ham delt,
for fuldkommen bliv en død menneske helt,
og lunefuldt bliv vore gæver fordelt,
det kendes endnu på en maler.