I oktober
Ved vinduet der sidder Isabelle
Hun tænker på ham der altid er derude
Hun tænker på ham,
altid tænker på seg selv
Hun sidder alene i stuen
og lyset falder sprått ind
så mange forskellige følelser sprides i hendes sind
Det er deg vi venter på,
Isabelle
Der er ikke noget der begynner før du kommer
Isabelle
Når mørket falder på er til så ser hun
nervøst på øjet
Og reiser seg
og går lidt rundt Hun er ikke bange for døden,
specielt
Hun er kun bange for noget der gør ondt
Indenfor er der blomster
og udenfor lyren er skud
Hun ved ikke selv hva hun tænker,
men hun tænker på at gå ude
Det er bare deg vi venter på,
Isabelle Der er ikke noget der begynner før du kommer
Isabelle
Så
tar hun en bål ned fra hylden og slår et tilfældigt sted
Hun er den eneste menneske i verden
Inte menneske kan gøre hende bortræd
Og så kaster hun et siste blik
på alt det hun lagt blive hvor det er
Hun går ud
af sit hus Hun går ud i det blæsende vær
Det er bare deg vi venter på,
Isabelle
Der er ikke noget der begynner før du kommer
Det er bare deg vi venter på,
Isabelle
Da
Isabelle
strålte gennem parken,
havde hun mødt en gammel mand
på sin sti
Han stanser hende
og sier, jeg synte,
jeg hørte sønnesusen da du gik forbi
Over ad bliver det nu natt,
men så bagefter kommer solen frem
Gør du *** i denne natt, kommer du
helt sikkert hjem
Det er bare deg vi venter på,
Isabelle
Når mørket falder på et sted
Da der er en flok der har taget et menneske og satt seg for
De vil se ham lede
og træder midt i krisen
Isabelle,
hun stiller sig ved hans side
Og så spør hun ***
hvorfor
og spør *** en for en
Og endnu en gang
så er der ingen
der tør
kaste den første steg
Det er bare deg vi venter på,
Isabelle Der er ikke noget der begynner før du kommer
Så går de afsted gennem natten,
går de afsted under de drøbbende træer
Så spør han hende
hvorfor gik du ud,
hvorfor gik du ud og fandt meg her
Hun ler det var ikke noget med deg,
var ikke noget om hvor du stod
Der hvor mørket tættest dukker lyset
frem og det var det sted jeg gik hen imod