Midt i en busk ved en grønmalet bænk
og i ly af et skyggefuldt træ
Der har et sødt lille bogfingepar
bygget sit sommerpalæd
De fløj i oktober fra iskolde dage
Nu er de tilbage igen
Når solen bliver herret og vintren er omme
Så først tør de komme igen
Nu sidder de hver på sin gyngende kvist
Og stirrer på bænken med list
Og tænker på paret som sad der i sommer Må nække de kommer igen
Tiden den går med en dag i april da det føltes at våren var nær
Kom der et par og distancede da han sagde Skal vi sætte os her
Det var som de stod lidt og prøvede kræfter Men så gav hun efter igen
De talte og pjankede han prøvede at
drille Men så blev der stille igen
Og bogfinken tænkte jo visst er det ham Mon hun er hans nye madame
I fjor var han også i fyre og i flamme Nu siger han det samme igen
Var det en ny mund den ikke tog fejl
Det bliver svært at forrede på det
Jeg tror som de at kun kjolen var ny
For at det samme
kan ske
Når trækfugle kommer med sol og med
sommer Så bliver man forelsket igen
Og *** man har truffet som svægtet og
skuffet *** glemmer man hurtigt igen
Det er jo nu engang så viseligt skabt At netop som alting er tabt
Så sender vi julen sin hilsen til solen Og så
har vi forår igen