Nu skal I høre i trøsten en stund.
P. altid glår, var altid glad, var fremme, fri, skælmsk og kuleskød.
Han bodde ude i Langehus, lidt vest for harborød.
Han startede dagen med et krus af husets hjemmegjortes just.
Og inden dagen den var gået, to potter havde han nået.
P. altid glår, blev syg en dag, hans mave svækte ham.
Han råbte på sin kone og sagde, du må skænke mig en drøm.
Kom sæt dig her og skænk lidt trøst, du vil ikke lune i mit bryst.
Men konen sagde, det er hvis bedst, at vi får hende vores præst.
P. altid glår, han rejste sig op og råbte bryt og stjernegav.
Der skal vi med ham, han taler kun om død og helvedes kval.
Nej, skænk mig helvede med det onds, en varm, ja skolde kaffepuns.
Men konen gik og sagde farvel og hentede præsten selv.
Da præsten kom til Pederseng, en flaske der han så.
Han pegede hen på den og sagde med hoved, lip og skrå.
Er det din eneste trøst, min ven? Men Peder svarede ham igen.
Nej, ved præsten ikke, lad mig vær'. I kælderen står der mange flere.
Klapsalver.