Nær sommeren bjøger så småt og tærre,
og kuglen makker guldnes til høsten,
nær trækfålen ved, at de snort skal have frå,
og tørring i kommer fra østen,
der lyser de minder fra høsten derhjemme,
da tit der var travlt, men med måde.
Det sindige kaplø vil hesten bestemme,
fra marken og hjem til vor låge.
Og vildige hæger var måne til tal,
de gamle,
de unge og de bitte,
de gav hvad de ejer og kræfter så valg,
hvad isats var noget der smidte.
På marken stod nigen i tjerer og rå,
det synd er der ingen der glemmer,
det var som at hvile,
når vi tjekket derpå,
og hører på sommeren stemmer.
I
høstvogn blev aldrig bekvæmt heller let,
men sigene spændende er i.
Nær kuski her læs blev vi sat lige så tæt,
og nød både søgång og knæ i.
Ved læbelte hente at få den tur,
så plukkede vi guldmirebæller.
I porti var olie så flå som æbler,
vi hæs og mus i de af fæller.
Hvornår brug mig læge,
det kudde kam ej,
hej svæt og hej sleøjetage.
Kam nigen for haste,
så tjæg vi hans sig,
hvem tærer i mest og i fage.
Vi hente for livet i saftevojsbag,
og hjælp ham med håser og tjander.
Men kålig kam snort med elles og forsvag,
så hjulen slav gnister og stjerner.
Nær ryvelst var bjerre og lue i jordregn,
var olie så taknemmelig og glået,
så pyntede vi stuestavn på vodde i
der pæn og festede på gammeldags måde.
Det høsthjul var høvden for bitte og stor,
vi sang og vi døjst og vi lejede.
En verden og trykke var ebag de ruer,
nå vær' at orden kan seje.