Det er forår, alting klippes ned
Der beskæres i buskasser og budgetter
Slut med fordomsfide øselhed
Vi begynder at træne til skeletter
Jeg bliver fem år ældre vidt hver den greb i min pung
Men når forsolen skinner,
bliver jeg ung
Lad kun falde, hvad der knap kan stå
Men i så fald sku' jeg altid komme kryvende
Hver gang skatten gi'r sig til at flå
Mine sidste mynter fremmer hver den tyvende
Jeg bliver tom i hjernen,
træt og tung i sjæl og krop
Men når forsolen skinner,
står jeg op
Og jeg fægter med min sparkniv
Men den skrubber bare hul i sparkrisen
Der er ikke meget tegn på liv
Selv i vinter var der dog en ko på isen
Jeg har længe næret en istap ved min barn
Men når forsolen skinner,
bliver jeg varm
Solen skinner på falidens rand Derfor denne dyrekøbte randbemærkning
Der er kajes i tidens tand
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning
Snart skal jeg og mine sidste tænder skilles ad
Men når forsolen skinner,
bliver jeg glad
Tag da kun min sidste spinklemønt
Livets sol er min den sidste del af livet
For som solfanger er jeg nu begyndt
At forstå at alt og intet er skivet
Og en gang går solens en runde uden mig
Men når forsolen skinner, lever jeg