Han kom fra byen tæt ved havet,
Hva'r hvor blæsten ligger til,
Hvor husene er gule og lave,
Og livet er rigtig ranke spil.
Nord for fjorden, syd for himlen,
Midt imellem land og hav,
Hvor talen glimter i vandet,
Hvor tagetid er som gyldent rav.
For vor ordene på togen,
Hvor tankerne er disvulnet op,
Sjælen blev hærdet af vinden,
Og længslen slid i hans krop.
Han søgte syd for bakken, syd for byen,
Ud
han ville rejse ud,
Rejste væk fra havet over heden,
For at tjene land og gud.
Livet gav ham en på tæven,
Og munden den kom på glæde,
Imellem stjerner og kameler,
Hvad spillede han månet op og ned.
Det hyldte som en ulv i natten,
Hans stemmen var mere hæsen rund,
Og talte altid med den samme tunge,
Mens hans hjerte var stitund.
Gitaren blev hans lance,
Og et skjold fyldt med tusind ord,
Både højt og åben pande,
Og verden er så stor, så stor.
Som ule, der sad på en knoldersang,
Stak han pludselig af en skønne dag,
Han ville væk, han ville ud,
Bare langt, langt væk herfra.
Væk med truen, frem med tvivlen,
Ret og vrang, vendt op og ned,
Skægget lige så langt som livet,
Hvor han hen, hvor solen den forfred,
Og hvor der handles, ja, der spilles,
Og alting det blænde vendt.
Han snakkede hele natten,
Indtil mørket det forsvandt,
Han søgte hjem til byen bag ved bakken,
Der hvor skæbnen ligger til,
Hvor husene er lave og gule,
Og livet et rigtig ranke spil.
Venskab og brydes, og man skils,
Hvad døren høj og borden hvid,
Livet var det bedste, han kunne finde,
Der fængs ikke noget alternativ.