Vi møder ham på havn sådan en søndag aften,
Når jeg er de samme sted som en solrandsis.
De fører tids til hårs utroligt populære forvalske.
Kåber jeg imod det tårn,
for den er rast i Dalina
Og i Regnvejr.
Og han har set det hele og forstået det mest,
Det drog sig over,
han så fundt over i mod.
Han har gået den tunge gang ud og hjem,
for til sidst er den opremt set,
Det han forlod i Dalina.
Og i Regnvejr.
Og han ved,
som en gale,
der' noget,
der ligner en forklaring på,
Hvordan han er kommet så vidt,
så den sidste vej ud er heløb,
Den lange vej tilbage.
Og det store spørgsmål er,
om han skal drukne sig i havn eller bare lige bevide os,
Som om at ingenting er sket,
hvad der stort set heller ikke rigtigt er endnu.
Og det ser ud,
som om man tænker,
bare alle,
hvad som gør,
vi forstår,
og den mener vi godt.
Men i en verden,
som til tider er hytende mor,
som bliver han op og får sit eget sindret færdigt,
Kommer han helt alene.
Og i Regnvejr.
Og de får længst på set,
og tage konsekvensen,
den har andre taget,
mens han kører det rundt i ringen.
Så held og bær skylden på spændte skuldre,
sejne under vikten af at der' ingenting,
helt alene.
Og i Regnvejr.
Han leder som en kæle,
der' noget,
der ligner et forklaring på,
hvordan han er kommet så vidt,
Så den sidste vej ud er heløb,
Den lange vej tilbage.
Og det store spørgsmål er,
om han skal drukne sig i havn eller bare lige bevide os,
Som om at ingenting er sket,
hvad der stort set heller ikke rigtigt er endnu.
Så er det,
det bliver pinligt,
når han ender med at tro,
at han er verdens sidste moralist.
Det eneste,
vi ser,
før han forsvinder i ton,
er en dugknakket kobberjakke,
topperet vand og rast,
helt alene.
Og i Regnvejr.
Og vi lader billedet stå af den ønkelige,
alkoholiserede,
gennemsnitsdanske mand,
ligende af hvordan han er mest undet af sig selv.
Og det store spørgsmål er,
om vi skal skubbe ham i havn eller bare
lade ham sejle til noget andet sølv,
i fast,
udefart,
med det masser med for alt muligt jændede.