Dernede i dalen en lille hytte lå,
det var for mig den bedste plet,
jeg her på jorden så.
Og skjult bag havens roser,
der sad vi to engang,
og svor hinanden troskab,
mens nat og galen sang.
Men lyttet du glemte, skønt jeg var trosom guld,
imens jeg for så viden om du var en anden hul.
Og da jeg kom tilbage, i haven sad der to,
du til en anden skænkede din ære og din tro.
Du låd dig ved dårer af falske smigerår,
i guld og silke går du klædt,
mens jeg i mørket bor.
Men kommer onde dage,
så husk min lille sang,
den siger at jeg elsker dig som allerførste gang.
