Da mætede vi davænd i en lille rytte lå,
eller arm for mig,
det kæreste,
dig her på jordens lån.
Der stod en bæk i haven,
der sad vi to engang,
og svo' en anden tro,
slat med den smerte grænsvand.
Jeg sad i sommermangen, en dejlig sommermat,
jeg legnede mit hoved til dig, min kærestat.
Mens jægerne stod stille, vi talede en dans,
de øjnene,
som før døde, elskede jeg dig.
Men nu har du glemt, hvad du lovede mig.
Du elsker nu en anden, den ven var ikke mig.
Du slægtede mig en ven,
som var dig på overhul.
Du slægtede mig et hjertefald,
det var som prøvebud.
Men nu råd jeg vandre og bring fra by til by.
Jeg synger på alle,
det giver mig bry og ly.
Jeg vandre også fra kort til går,
og sænger vennesang.
Med hånd på harvet, strænge, står på med bækken.
Du lod dig forføre,
rigdom og magt.
Du lod dig i blæder,
i guld og stilke dragt.
Men hvis en gang der kommer,
en sanger ved din dør.
Så tænk dog på din harv,
som du har elsket før.