Så
der var to, der fødte som engle,
langsomt visnede vingerne på.
Hvems de gjorde verden til vanede,
på deres vej til fornuft og til kort.
Og det var først ved verdens ende,
de kom til sig selv.
Ja, der var to, der fødte som engle, ariel.
Og nu sad de og talte derude,
og ved på,
man havde flaske stjerner.
Og når de trængte til at synge og danse,
så tog de på kaffe månedsskid.
Og hvad de så, det var igen fingre med sig selv.
Og nu sad de og talte derude, ariel.
Hver nat, når de kom ind på kaffe månedsskid,
gik en enkelt sag, de lavede vingerne tilbage.
Hvem ved, hvor vi er med drenge,
og måtte du leve, eller dæde?
Og de talte om angst for at miste,
så det er det samme besvært.
Og de talte om at forpligte,
så til hinanden som det de vil glæde.
Alt vi gør, det har vi alt før, ved du ved.
Og de talte om angst for at miste, ariel.
Hver nat,
når de kom ind på kaffe månedsskid,
gik en enkelt sag,
de lavede vingerne tilbage.
Hvem ved,
hvor vi er med drenge,
og måtte du leve,
eller dæde?
Som en regnbue ejer vi livet,
tiden er det bedste vi har.
Og i morgen når fuglene vågner,
og kan vi være så langt væk herfra,
så kommer sæt dig til det intima flyv alligevel.
Som en regnbue ejer vi livet, ariel.
Hver nat, når de kom ind på kaffe månedsskid,
gik en enkelt sag,
de lavede vingerne tilbage.
Hvem ved, hvad er en regn?
Hvem ved, hvor vi er med drenge?
Og måtte du leve, eller dæde?